Møde 2: Spørgsmål til anæstesilæge i forbindelse med operation:

Jeg var meget bange for, at der skulle ske min højre hånd noget under operationen. Derfor havde jeg hjemmefra skrevet ned, hvad jeg ville sige til anæstesilægen om mig – og jeg læste det op, fordi jeg var alt for nervøs til at kunne huske at få alt med.

Oplysning om mig:

Jeg har en venstresidet cerebral parese og en form for muskelsvind i højre hånd. Hvordan påvirkes disse af operation og evt. efterbehandling? – Jeg er meget nervøs for funktionen af højre arm efter en operation.

Da jeg var barn og ung, var jeg igennem nogle operationer, der har givet mig dybe traumer og som min krop husker den dag i dag. Det er meget vigtigt, at I er meget nænsomme og omsorgsfulde, når jeg kommer ind på operationsstuen.

Jeg kan få panikangst og blive Bente 5 år, hvis I lader mig alene, herser med mig eller holder mig fast. Jeg kan ikke tåle at se nåle, bryder mig ikke om at blive stukket i, I skal ikke fortælle, hvad I gør, bare gør det, uden at sige noget. I må godt sige, at nu skal jeg række jer min arm men ellers aflede min opmærksomhed ved at snakke til mig.

Spørgsmål:

  • Jeg er bange for at blive bedøvet. Kan jeg få lokalbedøvende på huden, inden I stikker i mig?
  • Jeg kan ikke tåle morfin. Jeg har en sart mave, så jeg kommer meget let til at kaste op.
  • Hvem skal operere mig? – Væsentligt, at det er en erfaren læge
  • Hvor lang tid varer operationen?
  • Hvordan skal jeg ligge med armen?
  • Jeg ligger meget uroligt og har svært ved at ligge på ryggen i længere tid. Kan jeg få noget under benene, så ryggen presses ned i underlaget. Jeg vil også godt have noget i lænden.
  • Jeg har lav kropstemperatur (ca. 36,5) – og ved operation falder min temperatur meget, så jeg fryser og ligger og ryster til temperaturen er oppe igen.
  • Min allergi er begyndt. Må jeg tage min allergi-medicin?

Foto: Jakob Carlsen