Noget om intravenøs port

Noget om intravenøs port

Foto: Jakob Carlsen

Dette indlæg er skrevet ud fra mine dagbogsnotater fra mødet med lægen på onkologisk afdeling og to dage efter, hvor porten skulle lægges ind lige inden, jeg kom tilbage på afdelingen og fik første gang kemoterapi. Se ogsåhttp://www.klardialog.dk/moede-4-forberedende-samtale-med-laege-og-sygeplejerske-paa-onkologisk-afdeling

På forhånd vidste jeg, at jeg skulle have 6 gange kemoterapi og at der skulle tages blodprøver dagen inden næste kemo for at sikre, at knoglemarven var oppe på normalt niveau. Knoglemarven er ca 21 dage om at gendanne sig til normalt niveau. Er tallene ikke normale, skal man komme igen dagen efter og få taget nye blodprøver. Er tallene normale, ringer sygeplejersken til hospitalets apotek og bestiller ens kemo, som så er klar efter et par timer. Med den viden kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne tåle at blive stukket i så mange gange, fordi det er svært at finde mine blodårer i venstre arm, som skulle bruges til dét formål.

Jeg var så bange og ked af det, at min læge besluttede, at jeg skulle have indopereret en intravenøs port. Det var en lille operation, der foregik i lokalbedøvelse, hvor lægen skærer et lille hul ved kravebenet fæstner den intravenøse port og lukker igen. Det eneste man kunne se, var en lille bule, hvor sygeplejersken skulle lægge droppet til kemoen.

14.6.13 Samtale med læge og sygeplejerske på Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet om intravenøs port

Zita var med  som mine ekstra ører og jeg var meget nervøs. En sygeplejerske kom og hentede os ind til lægen Ann Knob.

Jeg begyndte straks at græde og fortalte om alle mine traumer, skræksenarier, overgrebsfølelse og angst for nåle. Jeg havde på forhånd haft en samtale med min coach, så jeg vidste, hvad der skulle til for at jeg ikke gik i panik. De skulle på forhånd fortælle mig, hvad de gjorde, men tie stille, når de gik i gang med at arbejde.

Lægen fortalte, at man bruger to midler. Men med mit handicap ville de kun bruge det ene middel CE. Det betød, at jeg ikke ville få problemer med hud og negle. Men jeg skulle regne med at miste håret senest 14 dage efter første kemo.

Lægen var godt klar over, at mange har skrækbilleder på nethinden fra amerikanske film, hvor man er så syg og kaster op, når man har fået kemo. Sådan er det ikke i virkeligheden. Det er helt udramatisk at få sprøjtet cellegiften ind i kroppen. Ubehaget kan komme i løbet af aftenen og natten og det findes der midler imod. Jeg ville blive grundigt orienteret om, hvornår jeg skulle tage de enkelte piller, når jeg kom ind til første behandling.

Vi talte om den intravenøse port (portakat) og blev enige om, at med den sygdomshisorie jeg har, så ville det være bedst for mig at få den. Der er ingen gener, den er ikke farlig , den ligger under huden ved venstre kraveben.

Vi blev vist rundt på afdelingen og så behandlingsrummene, hvor man enten kan sidde op eller ligge ned. Jeg valgte at ligge ned.

Sygeplejersken tog os med ind i et samtalerum, hvor jeg fik udleveret en masse pjecer, fik vist en port og blev bedt om at møde på afdelingen kl  9.30 mandag morgen. Der skulle jeg gøres klar til indgrebet, der ville vare en times tid. Så røntgen og derefter tilbage til onkologisk afdeling, hvor jeg først ville få saltvand sprøjtet ind, derefter kemo og så saltvand igen. Vi skulle tale tidsplan og piller og så kunne vi tage hjem. Jeg ville få emla (lokalbedøvende middel) med hjem til at smøre på en time før jeg skulle stikkes.

Der var en speciel kemisk lugt på afdelingen. Men der var en rar, fredelig og rolig atmosfære. De ansatte var meget søde, åbne og positive. Jeg gik hjem med en helt anden fornemmelse i maven og var ikke bange på samme måde som da jeg kom.

Inden vi tog hjem, var jeg nede og få taget blodprøver. Hende der stak mig sagde, at jeg skulle være glad for at få lagt en port. Den er en stor lettelse for patienten.

17.6.13. Operation

Jeg vågnede tidligt og græd. Egentlig ikke over noget bestemt, mest fordi jeg var bange for dagen og dét jeg skulle igennem. Jeg tog en beroligende pille og de homøopatiske midler, som skulle hjælpe min krop til at hele op.

Hanne hentede mig, og min fotograf Jakob mødte os i venteværelset.  Vi blev kaldt ind ca 9.40, hvor jeg fik anvist en seng. Jeg skulle skynde mig at klæde om. Fik en operationsskjorte på og kunne beholde resten af mit eget tøj på. Krøb ned under dynen, mens jeg fik fortalt om de kvalmestillende piller og hvornår de skulle tages.

Ved 10-tiden blev jeg kørt ned til operationsstuen. Der var mørkt og gråt i rummet, ind til operationsstuen.  Uf, tænkte jeg. Jeg blev kørt ind på operationsstuen, hvor de lagde mig til rette på en smal båre. Hold fast, hvor var der koldt. Ufatteligt, at de kan arbejde i den kulde. Et blåt sterilt klæde blev lagt over mig, inden lægen lagde den intravenøse port ind under huden . Jakob fik lov til at komme med ind, så han har billeder af hele indgrebet.

Jeg begyndte at græde og sagde at jeg var bange. Så de blev enige om at lægge et drop med beroligende medicin i højre hånd. Den lokalbedøvende sprøjte sved lidt, men ikke noget af betydning. Efter en del besvær, fik lægen lagt porten. Ved halvettiden var jeg tilbage på afdelingen.

Først skulle jeg have saltvand sprøjtet ind, så kemo( CE) og til sidst skylles igennem med saltvand igen. Det løb meget langsomt, så Rikke stod hele tiden og trykkede på porten. Men vi var færdige ved halv tretiden. Alt i alt ca 2 timer fra første pose saltvand til sidste pose saltvand.

Vi talte om kvalmestillende piller og hvornår de skulle tages. Jeg fik skemaer med hjem, hvor jeg skulle beskrive de bivirkninger jeg fik og hvor slemt det havde været. Skemaet skulle afleveres ved blodprøvetagning dagen før næste kemo.

Det bedste var, at jeg havde en fast sygeplejerske, som jeg også kunne ringe til, hvis der var noget, jeg havde brug for at tale om.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *