Noget om at miste håret

Noget om at miste håret

 

Foto: Jakob Carlsen

Da jeg fik at vide, at jeg skulle i kemoterapi og ville miste håret, så var det egentlig ikke det værste for mig. Jeg har aldrig haft et issue om, hvor forfærdelig det måtte være ikke at have hår på hovedet. Jeg var mere bange for, hvad kemoen  ville gøre ved min krop. Det er en helt anden snak, som jeg vil tage op i et senere indlæg. Jeg var mere interesseret i at vide, hvor lang tid der gik, før alt håret var væk. Efter første gang skulle jeg regne med, at alt håret forsvandt.

Jeg kontaktede min frisør Tage Frandsen, som sagde, at han havde en kunde, der havde været det samme igennem. Han anbefalede, at jeg først blev klippet super kort, for at vænne mig til ikke at have så meget hår på hovedet. Når jeg havde været i første kemo, så kunne de barbere alt håret af. Det lød som en god plan – og det var det vi gjorde.

Jeg fik min fotograf Jakob Carlsen til at tage billeder både den dag jeg blev klippet super kort og den dag, håret blev barberet af. Min veninde Zita var med som moralsk støtte. Jeg havde selvfølgelig tænkt meget over, hvordan det ville være – slet ikke at have hår på hovedet. For mig var det ikke så slemt. Det var en mærkelig fornemmelse, da håret blev barberet af.

 

Bente05

Efter første klipning prøver jeg paryk

Bente06

Det er ikke så nemt at tage paryk på

 

 

Nogle dage inden jeg skulle i første kemo blev jeg klippet super kort, Tage Frandsen havde fået en paryk hjem, som som blev klippet til, så den “lignede” min gamle frisure. Jeg syntes godt nok, at den var svær at sætte på, fordi den var meget stram og jeg har ikke så mange kræfter i mine hænder.

Egentlig ville jeg helst bevæge mig rundt uden hår på hovedet, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde noget at skjule. Men jeg fik parykken, hvis jeg fik dage, hvor jeg godt ville se “normal” ud.

Det kom bag på mig, at det super korte hår klædte mig så godt. Alle syntes, at det så smart og friskt ud.

 

 

 

 

 

Bente26

Så barberes håret af. Det kildede

Bente27

Håret blev barberet af en uges tid efter første kemo. På det tidspunkt var håret endnu ikke begyndt at falde af. Jeg ville have alt håret af, netop for at undgå at stå med håret i hånden, når jeg havde vasket hår eller det simpelthen bare faldt af. Dét havde jeg bare ikke lyst til.

Det var en underlig fornemmelse ikke at have hår på hovedet – og koldt. Det pudsige var, at jeg har en hovedform, der gør, at jeg sagtens kunne bære, ikke at have hår på hovedet. Jeg blev ikke ked af det, men det var underligt at vide, at der ville gå et halvt år, før håret begyndte at vokse ud igen.Tage var så sød at sige, at hvis der kom uønskede hår, så skulle jeg bare komme forbi – uden at det kostede mig noget. Jeg fik en utrolig opbakning fra alle i salonen, som bare betød så meget.

 

Med den viden jeg har i dag – så ville jeg have ventet med at få en paryk, til jeg havde fundet ud af, om jeg ville komme til at bruge den. Jeg fik aldrig brugt min, dels fordi jeg ikke selv kunne tage den på, dels fordi jeg hellere ville gå med hovedet bar. Desværre frøs jeg så meget, at jeg var nødt til at have noget på hovedet.

Jeg fandt nogle rigtig smarte huer hos Carina Erwin på Gammel Kongevej, der har specialiseret sig i parykker og huer til mennesker, der har mistet deres hår. Hun gjorde meget ud af at tale med mig om huerne og tørklæderne og hvordan jeg kunne sætte dem. Hvis jeg på noget tidspunkt skulle komme i den situation igen, så ville jeg helt sikkert gå til én, der har speciale i parykker m.v. og få en snak om, hvad der kunne være det rigtige for mig.

I et senere indlæg vil jeg fortælle om, hvad jeg gjorde, for at komme til at se så frisk ud som muligt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *