Møde 7: Anden samtale om antihormonbehandling

Møde 7: Anden samtale om antihormonbehandling

 

Da jeg gik ind til samtalen, var jeg stadigvæk meget i tvivl om jeg skulle takke ja til antihormonbehandlingen, dels fordi lægen anbefaler, at jeg skal tage dem i 10 år, dels fordi jeg havde læst om bivirkningerne ved præparatet og var nervøs for, om min i forvejen sarte krop kunne tåle den behandling.

Derfor havde jeg forberedt følgende spørgsmål:

  • Er jeg i lavrisiko eller høj risiko for tilbagefald? – Jeg er i højrisikogruppen, fordi det var en hormonbetinget knude, jeg havde i brystet. Jo længere tid jeg er i antihormonbehandling, jo mere mindskes risikoen for tilbagefald.
  • Hvad skal jeg specielt passe på med, når jeg er i antihormonbehandling? I har nævnt parabener og planteøstroener.
  • Hvilke andre konserveringsstoffer skal jeg undgå?
  • I nævnte sidst, at jeg skal undgå forarbejdet mad. Hvad specielt, skal jeg undgå?
  • Hvordan foregår et kontrolbesøg? – Skal der tages blodprøver, røntgen, mammografi, scanning eller andet inden besøget? – Man kommer ind til en samtale med en læge, der som en del af undersøgelsen undersøger ens bryster og så får man piller med hjem til et halvt år.
  • Hvordan forbereder jeg mig til et kontrolbesøg? – Noget særligt I vil vide? – Hver gang spørger lægen ind til, hvordan det går med eventuelle bivirkninger.
  • Antihormonbehandling: Skal jeg skifte mærke undervejs? – Man kan godt skifte til Femar, men de giver ømme led og muskler, så det er ikke en mulighed for mig.
  • Lægen lovede ved første samtale at bestille tid til en knoglescanningsundersøgelse? – Jeg spurgte ind til, hvornår jeg ville blive indkaldt.

Der er mange overvejelser at gøre sig, om man vil i antihormonbehandling i så lang tid og de bivirkninger der er, ved at tage dem. Der findes ikke et enkelt svar på, om du skal gøre det eller ej. Der er mange faktorer, der spiller ind. Det eneste der er meget vigtigt er, at man begynder at tage pillerne enten mens man stadigvæk er i strålebehandling eller senest dagen efter sidste strålebehandling. Venter man tre eller fire dage, så er det for sent at gå i gang med behandlingen. Det er særdeles vigtigt, at man tager pillerne dagligt og ikke overskrider dosis, fordi så kan man blive meget utilpas.

Lægen sagde til mig, at jeg havde to muligheder:

  1. At jeg begyndte at tage pillerne dagen efter sidste strålebehandling eller
  2. At jeg lod være med at tage pillerne.

Hun anbefalede mig at tage pillerne i et halvt år – og for at finde ud af, om jeg kunne tåle dem. Hvis bivirkningerne var for store, så kunne jeg stoppe og efter tre dage, er stoffet ude af kroppen. Hvis jeg bliver dårlig af pillerne eller begynder at bløde, så skal jeg ringe til Onkologisk afdeling. Den samme aftale har jeg med min gynækolog. Hvis jeg får uforklarlige smerter i maven  eller begynder at bløde, så kan jeg til enhver tid få en akut tid.

På baggrund af den anbefaling – og at jeg aldrig er mere end et opkald væk – så besluttede jeg at sige ja tak til antihormonbehandling med Tamoxifen og begyndte at tage min første pille dagen efter sidste strålebehandling. Lægen anbefalede, at jeg tog én pille hver anden dag i 14 dage og derefter op på fuld dosis. Det vil sige én pille om dagen i 10 år.Jeg har taget pillerne i to år nu – og bivirkningerne er blevet mindre og tålelige.

I andre indlæg vil jeg komme nærmere ind på bivirkninger og hvad jeg gør for at mindske dem.

Hvad er jeres erfaring med antihormonbehandling? – Skriv gerne og del jeres oplevelser.

Foto: Jakob Carlsen

 

Bente31

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *