Scanningen viste en knude i højre bryst på 15 mm, som lægen vurderede, skulle ud. Det betød lokalbedøvelse, udtagning af vævsprøver af knude samt røntgenbilleder af lungerne.

Jeg kan ikke tåle synet af nåle, og går let i panik, når en læge skal stikke i mig. Så da lægen kom tilbage med en sygeplejerske, bad jeg dem om ikke at vise mig nålene og ikke fortælle, hvad de lavede, bare arbejde.

Lægen advarede mig om, at instrumentet der tog vævsprøverne kom med høje klik, når prøverne blev taget. Jeg vendte hovedet mod sygeplejersken, som meget sødt talte med mig om det smukke forårsvejr. Lokalbedøvelsen nev lidt, men ellers gik det fint.

Jeg havde følelsen af, at jeg tydeligt havde sagt, hvad jeg havde brug for, og både læge og sygeplejerske imødekom mine ønsker.

Efter røntgen kunne jeg gå hjem og skulle komme igen og få svar den 23.4.

Uddrag fra dagbog:

23.4. Zita tog med mig til svar på vævsprøven, så hun kunne være mine ekstra ører. I den type situationer bliver alting let tåget for mig, og derfor hører jeg ikke alt, hvad der bliver sagt eller misforstår, dét læger og sygeplejersker siger.

Vi blev mødt af en meget sød sygeplejerske og læge. Lægen var meget konkret på en god, let forståelig og informativ måde. Jeg fik at vide, at knuden var ondartet og skulle opereres ud. Selv om jeg blev slået helt ud af det svar jeg fik, så bad jeg hende om at snakke videre og forklare, hvad den videre procedure ville være.

På forhånd havde jeg skrevet nogle spørgsmål ned. Lægen svarede på de spørgsmål, der var af lægefaglig karakter. Resten talte vi med sygeplejersken om. Se spørgsmål her

Jeg fik at vide, at en anden læge skulle operere mig. Da jeg var meget nervøs for min højre arm, insisterede jeg på, at det skulle være en læge, der vidste, hvad han eller hun havde med at gøre, fordi jeg ikke kunne tåle at miste yderligere kraft i den side. Hvortil lægen svarede, ”at ingen af lægerne kunne arbejde på den afdeling, hvis de ikke vidste, hvad de havde med at gøre”. Godt svaret!

Zita og jeg blev vist ind i et andet rum, mens sygeplejersken skulle finde dato til operation. Da hun kom tilbage, fortalte hun, at jeg skulle tale med anæstesilæge den 3.5., opereres den 6.5. og have svar den 23.5. Jeg fik fortalt om mine gamle traumer med hospitaler, bedøvelse, nåle, lav kropstemperatur m.v. Disse oplysninger skulle jeg sige direkte til anæstesilægen.

Jeg fik et aftalekort med disse datoer på samt telefonnummer til både sygeplejerske og læge, hvis jeg havde brug for at tale med dem. Sygeplejersken ville ringe til mig et par dage efter for at høre, hvordan jeg havde det og få svar på evt. flere spørgsmål.

Jeg gik derfra med en følelse af at være blevet hørt og taget alvorlig med de traumer jeg har og hvad jeg mener der skal gøres, for at jeg ikke går i panik. Jeg følte mig også helt tryg og i sikre hænder og at operationen nok skulle gå godt. Alting virker umiddelbart godt og vel tilrettelagt.

3.5. Det er så heldigt, at Zita har kunnet få fri i forbindelse med indlæggelse og opfølgning, så hun bliver den gennemgående figur i forløbet, hvilket jeg er utrolig glad for.

Nå, men vi skulle møde sygeplejersken oppe på afdelingen. Jeg spurgte igen til, hvem der skulle operere mig og gentog, hvor vigtigt det var for mig at vide det. Hun lovede at finde ud af det, mens jeg var hos anæstesilægen. Vi fik en journal med ned, som vi skulle tilbage og aflevere, inden jeg skulle ned og have taget blodprøve. Efter blodprøvetagning kunne vi gå hjem.

Specielt system, når man skal tale med anæstesilægen. Man skulle trykke på en knap, så den lyste rød, så lægen inde i rummet kunne se, at der sad patienter og ventede. Der var en 3-4 stykker før mig, så vi trykkede på knappen og ventede. Jeg sad og tænkte på, om det ikke ville være smart med en scanner, ligesom hos lægen, fysioterapeuter m.v., hvor man scanner sit sygesikringskort ind, så de kan se, at man er kommet. Noget lignende kunne være smart at bruge her.

Der gik lidt kuk i dét at trykke på knappen, men endelig kom vi ind til en meget sød og tiltalende anæstesilæge. Jeg forklarede ham om mine bedøvelsestraumer, at jeg ikke kan tåle morfin, lav kropstemperatur, at de ikke måtte vise mig nåle, de måtte ikke herse med mig, jeg kunne ikke selv gå ned til operation, kan ikke ligge på ryggen, ligger uroligt m.m.

Han pointerede, at intet af dét jeg gav udtryk for, var et problem. Jeg ville få et varmetæppe, de ville lægge mig til rette og sikre sig at jeg lå godt, inden de bedøvede mig. Dét beroligede mig.

Da vi kom tilbage på afdelingen, lå der en seddel til mig i receptionen om, at det var overlæge Esbern Friis og læge Anders Klit, der skulle operere mig. Jeg fik at vide, at det var to meget dygtige kirurger, så jeg kunne være helt tryg. Det beroligede mig så meget, at jeg faktisk havde en ok weekend uden følelsen af at være bange og utryg.

Blodprøvetagning i frokostpausen var noget af en ventetid. Ud af ca 15 rum var kun 2 i gang og der var ca 30 numre før mig. Da jeg skulle have en seddel med ind til blodprøve, viste det sig, at der ikke var blevet skrevet ned fra afdelingen. Jeg ringede og talte med min sygeplejerske, som hurtigt fik det rettet og jeg kunne beholde min plads i køen. Vi ventede i næsten en time, så kom der hurtigt skred i tingene, da personalet var kommet tilbage fra frokost eller andre opgaver.

6.5. Zita kom og overnattede og min søster hentede os kl. 06.30 og kørte os ind på Rigshospitalet.

Ca 7.40 blev vi hentet af en ny sygeplejerske, der viste os ind på en 2-sengs stue, hvor jeg heldigvis var alene. Jeg fik udleveret sygehustøj, men fik lov til at beholde egne sko og bukser på og blot tage hospitalsskjorten på, mens jeg var nede at få lagt en markeringsnål og sprøjtet blå kontrastvæske ind. Vi fik en seddel med, hvor vi skulle gå hen og hvornår. Kl. 8.00 skulle nålemarkeringen sættes i på én afdeling, derefter skulle jeg kl. 9 have sprøjtet den blå kontrastvæske ind et andet sted.

Vi var hurtigt færdige med nålemarkeringen, som blev foretaget af den samme læge, som tog vævsprøve. Hun var god og effektiv. Der var en ældre sygeplejerske, som holdt mig i hånden, mens lægen arbejdede. Jeg havde fortalt om min skræk for nåle m.v. hvortil hun svarede: at mange kvinder kaldet på deres mor. De skulle bare tage sig sammen! – Hold da op. Ikke megen empati for traumer dér. Jeg foretrækker de unge sygeplejersker. Men hun var sød nok og vi fik en fin small talk samtale i gang.

Kl. 8.30 sad vi og ventede på den afdeling, hvor den blå kontrastvæske skulle sprøjtes ind. Allerede kl. 9 var vi tilbage på afdelingen. Jeg havde lige skiftet tøj og fået en cocktail af piller (lettere beroligende, kvalmestillende og noget mod vand i benene), så kom portøren og hentede mig ned til operation. Zita gik med og gik tilbage på afdelingen, da jeg blev kørt ind på operationsstuen.

Inde på operationsstuen hjalp de mig over på operationsbordet, hvor jeg kom til at ligge på et skønt varmetæppe, fik noget under benene og havde også hovedet på en pude, der støttede i nakken. Jeg sagde det samme til dem, som jeg havde sagt til anæstesilægen, at de ikke skulle vise mig nåle og sige, hvad de gjorde. De skulle tie stille og arbejde. Mens den ene satte klemme på, og talte med mig, så fik anæstesilægen lagt drop i venstre arm. Derefter skulle den så lægges til rette. Det lykkedes til sidst ved, at armen blev bundet op ved hjælp af to bleer og der blev lagt skumgummi under skulderen. Så lå jeg godt.

Og så gik jeg i panik og begyndte at græde voldsomt. Jeg hørte anæstesilægen sige, at de nok hellere måtte se at få mig bedøvet. Jeg fik lige bedt den anden om at holde mig på skulderen, så sov jeg. Klokken var da 9.40

Da jeg vågnede kl. 12, havde jeg det som man har det efter en lang dag med at grave have – og endelig kan lægge sig til at sove. Træt, udmattet og fuldstændig afslappet i hele kroppen.

Det er første gang, jeg er vågnet op efter en bedøvelse uden at være rædbrækket og dårlig, men bare havde det godt. Jeg var tørstig, sulten og skulle tisse.

Da jeg kom op på afdelingen sad Zita og ventede. Jeg var vågen. Øjnene stod som på stilke og jeg kunne ikke sove eller finde ro. Ved hjælp fra sygeplejerske og Zita, fik jeg sko på og kom på toilettet. Troede aldrig jeg skulle blive færdig. Hvor meget vand, havde de givet mig under operationen? Nå, men jeg var tørstig og drak nok næsten en liter vand i løbet af de næste par timer. Fik lidt at spise og Zita gik ned efter en croissant og en kaffe latte. Skønt.

Kl. 16.30 tog vi en taxa hjem. Imponerende, så hurtigt man kommer sig efter et par timer i fuld narkose!

Tiden efter operationen:

Jeg har ikke kunnet sove normalt. Føler, at øjnene ”står på stilke”, er speedet og rastløs og samtidig træt i hovedet og kroppen. Har læst mig frem til, at nogle mennesker får ødelagt deres indre ur og får en form for jetlag. Melatonin piller kan hjælpe på det. Jeg købte disse piller og sover nu uden hjælp af medicin.

Jeg føler mig ikke specielt træt og har ikke psykiske nedture. Jeg ser knuden som en tandbyld, der skulle opereres væk og så er det dét.

Jeg har haft metalsmag i munden i næsten en uge, men det forsvandt, da jeg stoppede med at tage piller.

Jeg har stort set ikke haft ondt i såret på brystet, mens såret under armen svir og jeg er følelsesløs i et stort område under højre arm.

I den første uge strakte jeg mig ikke op til øverste hylde, for at hente ting. Det kan jeg godt nu i mindre omfang.

Jeg laver skulder rotationer 10 gange frem og 10 gange tilbage to gange om dagen og jeg løfter armene op over hovedet og roterer dem hele vejen rundt 10 gange frem og 10 gange tilbage to gange om dagen.

Min foreløbige konklusion er, at jeg har haft et meget fint forløb. Jeg er imponeret over, at det har været muligt at finde en knude ved en mammografi den 17.4.13 og 6.5.13 er alle indledende prøver og undersøgelser klar, jeg bliver opereret og samme eftermiddag sidder jeg i en taxa hjem – et lille stykke bryst mindre.

Jeg føler, at mine ønsker og behov er blevet hørt. Der er blevet taget hensyn til de særlige behov jeg har på grund af mit handicap og lave kropstemperatur. Stor tak til personalet på operationsstuen, som virkelig gjorde, hvad de kunne for at hjælpe mig igennem så problemløst som muligt.

Foto: Jakob Carlsen