Anden operation – uddrag fra dagbog:

I de knapt 3 uger, der er gået siden min første operation er der sket dét heldige for mig, at Zita har fået en aftale med sin arbejdsplads om, at hun tager fri fra arbejde, når jeg skal til undersøgelser, samtaler og operation mod, at hun arbejder timerne ind på et andet tidspunkt.

Vi har aftalt, at hun er min kontaktperson, holder styr på mine spørgsmål og hjælper mig, når jeg har brug for det.

Det er en meget stor lettelse at vide, at jeg har en person jeg er tryg ved og som forstår mig og mine behov, uden at jeg hele tiden skal bede om hjælp.

23.5.

I dag fik jeg svar på knuden i brystet og de to skildvagtslymfer. Jeg havde forberedt nogle spørgsmål, som var printet ud og Zita holdt styr på, at jeg fik svar på de ting, der var vigtige for mig.

Lægen sagde, at han havde en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed var, at knuden i brystet var en hormonbetinget knude, og at de havde fjernet al kræften. Den dårlige nyhed var, at det havde spredt sig til den ene af de to skildvagtslymfer. Tumor var på 2 mm og dermed en makromekanisme, der medfører, at de anbefaler, at jeg skal i kemoterapi. Havde det været en mikromekanisme, kunne jeg have nøjedes med stråler og antihormonpiller.

Som det ser ud nu, så skal jeg have hele pakken: 6 gange kemoterapi, 25 gange stråler og antihormonpiller i et år. Jeg blev dybt chokeret og græd meget.

De sagde samtidig, at fordi der var gået mindre end en måned fra første operation, så skal jeg ikke have taget nye blodprøver og kan gå direkte ned og tale med anæstesilæge og blive opereret og få fjernet alle lymferne. De havde en tid allerede i morgen tidlig.

Jeg blev lidt forvirret og tåget i hovedet og havde meget svært ved at kapere den besked, jeg lige havde fået. Zita sagde, at det skulle jeg bare sige ja til, for ellers ville jeg bare gå og blive endnu mere nervøs for, om det havde spredt sig til hele lymfesystemet.

Jeg sagde selvfølgelig ja, men er samtidig utrolig bange for, om de vil komme til at ramme muskler og nerver ned til højre hånd. Jeg insisterede igen på, at det skulle være en læge med erfaring, der virkelig vidste, hvad han havde med at gøre.

Jeg troede, at jeg kom hjem samme dag. Men det gør jeg ikke, fordi de skal lægge et dræn, som først skal ud dagen efter. Så begyndte tårerne at flyde igen. Jeg kan ikke fordrage at blive stukket i og jeg sagde, at jeg var usikker på om jeg ville sige ja tak til kemoterapi. Både læge og sygeplejerske sagde, at ud fra statistikker og deres erfaring med kvinder, der har fået samme diagnose som mig, så anbefaler de kemo, stråler og antihormonbehandling.

Samtidig med at sygeplejersken fandt tid til svarsamtale, så bestilte hun tid til samtale på onkologisk afdeling vedr. den videre behandling med kemo, stråler og antihormonbehandling. Jeg får svar på operationen den 10.6. og vil blive indkaldt til en indledende samtale med en læge på onkologisk afdeling, om det videre forløb.

I morgen tidlig skal jeg møde kl. 7.15 fastende. Fordi det er op til en weekend, så vil jeg fredag eftermiddag blive rykket over på et andet sengeafsnit og kan komme hjem i løbet af lørdagen.

Både Zita og jeg var noget rystede over denne meddelelse, for det var ikke lige dét svar vi havde ventet. Vi gik ud og spiste frokost og snakkede tingene igennem.

Jeg kom hjem i løbet af eftermiddagen og havde travlt med at gøre klar til, at jeg endnu engang skulle opereres.

24.5.

Ved halv syv tiden kom min søster Hanne og hentede mig. På det tidspunkt var jeg døden nær af skræk og græd meget i bilen. Var bange for at skulle bedøves – selvom jeg vidste, hvad der skulle til, for at jeg ikke gik i panik – og bange for, hvordan min bevægelighed i højre arm ville blive efter operationen.

Jeg havde aftalt med Zita, at vi skulle mødes ved elevatoren til opgang 3 og vi fulgtes op til afdelingen. Vi blev hentet af en sød sygeplejerske, som viste os til rette på en stue.

Programmet var, at vi skulle gå ned og tale med anæstesilægen og derefter gå tilbage til afdelingen, hvor vi så skulle vente på at komme til at tale med den læge, der skulle operere mig. De havde sat mig på som nr. 3 på listen, så omkring kl. 9.30 skulle jeg regne med at blive kørt ned til operation.

Vi tog elevatoren ned til 6. sal, hvor der var helt mørkt i de to samtalerum, trykkede på knappen, der så lyste rød og ventede og ventede. Tiden gik og jeg blev lidt nervøs for, om vi kunne nå op på afdelingen tids nok til at tale med lægen inden operationen. Der kom en anden ansat ud ved elevatoren og vi spurgte, om man nogen steder kunne se, at vi ventede på en anæstesilæge. Det svarede hun ja til, og at første ledige læge ville komme ud.

Lige pludselig kom der en styrtende og vi kom ind i det lille rum, hvor der kun var skrivebord med en computer og tre stole. Jeg gik straks i gang med at fortælle, hvordan det var gået efter første operation:

  • Jeg har ikke kunnet sove normalt. Følte, at øjnene ”stod på stilke”, var speedet og rastløs og samtidig træt i hovedet og kroppen. Har læst mig frem til, at nogle mennesker får ødelagt deres indre ur og får en form for jetlag. Melatonin piller kan hjælpe på det. Jeg købte disse piller og sover nu uden hjælp af medicin.
  • Jeg havde metalsmag i munden i næsten en uge, men det forsvandt, da jeg stoppede med at tage piller.
  • Blev efter et par dage utilpas af de smertestillende piller. Jeg kan ikke tåle morfin. Jeg har en sart mave, så jeg kommer meget let til at kaste op.
  • Da jeg var barn og ung, var jeg igennem nogle operationer, der har givet mig dybe traumer og som min krop husker den dag i dag. Det er meget vigtigt, at I er meget nænsomme og omsorgsfulde, når jeg kommer ned.
  • Jeg kan få panikangst og blive Bente 5 år, hvis I lader mig alene, herser med mig og holder mig fast. Jeg kan ikke tåle at se nåle, bryder mig ikke om at blive stukket i, I skal ikke fortælle, hvad I gør, bare gøre det, uden at sige noget. I kan godt sige, at jeg skal række jer min arm, men ellers aflede min opmærksomhed ved at snakke med mig.
  • Jeg har fået bearbejdet min voldsomme reaktion på at blive lagt i bedøvelse. Hvad var den egentlige årsag til, at jeg pludselig gik i panik og begyndte at græde voldsomt. Jeg havde følelsen af at være forladt, være helt alene og angsten for at blive holdt fast og blive holdt nede. Jeg er nået frem til følgende:
  • Ved de to operationer jeg gennemgik som 5-årig og som 14 årig blev jeg holdt fast og fik en maske presset ned over hovedet. Resultatet var dødsangst og angst for at blive holdt fast. Der ud over var mine forældre der ikke. Jeg var ladt helt alene tilbage med angsten for at være alene. Disse følelser kunne min krop huske og blev reaktiveret, da jeg blev lagt i bedøvelse her mange år efter.
  • Hvis jeg skulle ønske noget anderledes ved denne operation, så ville jeg have bedt om, at de ventede et øjeblik med at bedøve mig, til jeg lige havde fået vejret og var kommet ned i kroppen igen, kunne tænke på et rart sted at være, blive holdt på skulderen og aet på kinden.
  • Jeg ligger meget uroligt og har svært ved at ligge på ryggen i længere tid. Kan jeg få noget under benene, så ryggen presses ned i underlaget. Jeg vil også godt have noget i lænden.
  • Jeg har lav kropstemperatur (ca. 36,5) – og ved operation falder min temperatur meget, så jeg fryser og ligger og ryster til temperaturen er oppe igen. Jeg vil meget gerne have et varmetæppe

Da jeg sagde alt dette, spurgte han, hvad tid jeg skulle til operation. Om en time, svarede jeg. Fint sagde han. Jeg tager dig selv, for det er alt for besværligt at skrive alt dette ned. Skønt, så kender jeg da én, tænkte jeg.

Nå, vi fór op på afdelingen. Jeg gik på toilettet og fik skiftet til operationstøj og støttestrømper. En meget venlig læge kom ind. Jeg var bange og begyndte at græde. Fortalte om mine handicaps og at jeg var specielt bange og nervøs for, hvad der kunne ske med funktionen af højre arm efter denne operation.

Jeg pointerede, at han måtte være meget omhyggelig med ikke at ramme muskler og nerver af betydning for højre hånd. Fordi jeg ikke kunne tåle at miste mere kraft i hånden.

Han sagde, at jeg ikke behøvede at være bange for at miste kraft og funktion i højre hånd, fordi han slet ikke kom i nærheden af muskler og nerver ned til hånden. ”Kan du ikke vise mig, hvor du skærer mig op?” spurgte jeg. Det kan du tro, svarede han og tog en pen op og begyndte at tegne en let buet streg som begyndte ved det første ar og sluttede i en let bue under armen ned mod højre side. Han sluttede med at skrive sine initialer.

”De muskler, du er bange for, at jeg skulle ramme, kommer jeg slet ikke i nærheden af.”

Pludselig kunne jeg tydeligt fornemme, hvad han mente, og faldt helt til ro. Operationen vil tage en times tid, sagde han på vej ud af døren. Vi ses om lidt.

Da han var gået, skyndte jeg mig at ringe til både Hanne og mor for at berolige dem med, at der ikke ville ske noget med funktionen af armen og at jeg var helt rolig for operationen.

Kort tid efter blev jeg hentet af en meget sød og smilende anæstesisygeplejerske, der skulle køre mig ned til operationsstuen. Zita fik lov til at gå med ned og være hos mig, indtil jeg blev kørt ind.

Det lignede den samme operationsstue som sidst. Jeg blev hjulpet over på operationsbordet og gav dem instrukser om, hvordan min venstre arm skulle ligge og bindes op og understøttes af skumgummi under skulderen. Jeg fik en anden pude til hovedet og noget at ligge under benene. Til sidst lå jeg godt.

Jeg kunne godt mærke stikket, da han stak droppet ind i venstre hånd. Men det gik. Han var utrolig sød og opmærksom. Så gjorde de noget smart. Pludselig overtog den søde dame, der havde hentet mig samtalen. Hun satte en ”klips” på fingeren, så hun kunne følge min hjerterytme og vi snakkede om min have og hun begyndte at tale om sin kat, der havde fået killinger. Lige så stille lagde Henrik en hånd på min skulder og sagde, at lige om lidt ville han lægge mig til at sove. OK sagde jeg og snakkede videre med hende, der fortalte, at hendes kat havde fået 4 killinger to sorte og to røde. Jeg mærkede en summen i venstre arm. Nu bliver jeg træt sagde jeg. Bang. Så var jeg væk.

Bente. Bente. Vågn op. Kors hvor var jeg træt. Lig stille du har noget i munden, træk vejret dybt og roligt. Efter et lille stykke tid, tog de suget ud af munden og jeg var bare uendelig træt.

Fik vist sagt, at det var første gang i mit liv, at jeg var lagt i bedøvelse uden at gå i panik. Det var en stor sejr og jeg er anæstesilægen dybt taknemmelig for, at han lyttede til alt dét, jeg var bange for, og tog hensyn til det.

Jeg blev kørt op på afdelingen, hvor Zita sad og ventede. Operationen havde taget to timer. Jeg var sulten og skulle tisse. Var nødt til at få hjælp til at komme derud, fordi jeg havde et dræn siddende i højre side. Det generede mig og jeg havde svært ved at finde hvile. Fik lidt frokost og Zita gik ned for at få lidt at spise og ringe til mor og Hanne.

På et tidspunkt kom lægen ind. Det eneste han kunne sige var, at han havde fjernet en fedtklump under armen, sendt det til mikroskopi og syet mig sammen. Han kunne ikke sige, hvor mange lymfer han havde taget, fordi de var filtret ind i fedtvævet. Jeg måtte vente med svar til samtalen den 10.6.

Zita gik i fast rutefart ud og hente vand, kiks, frugt, kaffe og kage fra Seveneleven. Skønt at have hende om mig. Hun virker så beroligende på mit oprørte sind. Om eftermiddagen blev jeg kørt ind på den anden afdeling, hvor vi fik mig installeret. Sygeplejersken var så sød at lade Zita spise sammen med mig.

Vi aftalte, at hun skulle køre ved nitiden, når sygeplejersken skulle hjælpe mig med at gøre mig klar til natten og hun ville komme ved 10-tiden lørdag formiddag og så måtte vi se, hvornår jeg var klar til at komme hjem. Var så træt men lå og så lidt fjernsyn.

25.5.

Vågnede ved et-tiden og skulle på toilet. Ringede efter hjælp og da jeg var færdig, gik jeg ud og spurgte, om jeg kunne få lidt at drikke og lidt frugt. Det fik jeg og efter en times tid kom jeg i seng igen.

Vågnede ved 6-tiden og skulle igen på toilettet. Jeg var meget sulten og spurgte sygeplejersken, om jeg kunne få et stykke rugbrød med banan, en kop kaffe og to glas vand. Det fik jeg. Og jeg nød det.

Det var svært ved at falde til ro og jeg blev pludselig ked af det og græd. Var bange for at få drænet trukket ud. Så jeg spurgte sygeplejersken, hvornår hun ville gøre det. Efter morgenmaden, sagde hun.

Jeg fik morgenmad ved 8-tiden og lå og blev mere og mere nervøs. Endelig kom hun. Jeg bad hende om ikke at sige, hvad hun gjorde. Vi skulle bare snakke og så skulle hun arbejde imens. Jeg lå på venstre side og fik lagt lidt opsugende tykt papir. Træk vejret dybt og pust ud. Dét sug det gav i maven, da hun trak drænet ud, er ubeskriveligt. Jeg kan stadigvæk mærke, hvor ubehageligt det var. Det gjorde ikke ondt som sådan, det var bare ubehageligt. Der gik lang tid før ømheden forsvandt og jeg kan stadigvæk ind i mellem have ondt på det sted. Der kom plaster på og lige da hun var færdig, så kom Zita ind ad døren.

Jeg stod op og gik ud for at vaske mig og få rent tøj på. Zita havde kaffe og croissanter med, så det sad vi og hyggede med.

Sidst på formiddagen kørte vi hjemad. Vi handlede ind til frokost og sidst på dagen kørte Zita hjem. Da trængte jeg også til at lægge mig og hvile og nyde, at være mig selv og at operationen var overstået.

 Tiden efter anden operation:

Efter denne operation har jeg været meget træt og lettet. Det er første gang i mit liv, at jeg er blevet lagt i bedøvelse uden at gå i panik og vågne op og ”bare” være træt. Det er stort.

Jeg sover ikke så godt, men sørger for at tage smertestillende 3 gange om dagen.

Jeg nyder, at jeg ikke skal i gennem flere operationer. Rent operativt kan lægerne ikke gøre mere for mig. Al canceren er opereret væk. Nu er det forebyggende efterbehandling, der skal gøre resten. Pyh både kemo, stråler og antihormonbehandling.

Håber virkelig, at canceren ikke har spredt sig til lymferne.

Foto: Jakob Carlsen