Angst er en underlig udefinerbar størrelse
Da jeg fik diagnosen brystkræft, tænkte jeg: “Det er løgn! – Det kan umuligt passe. Vi har ikke cancer i vores familie!” – Jeg nægtede at tro på, at det var en livstruende diagnose, jeg havde fået.
Jeg kunne ikke rumme det. Læger og sygeplejersker gjorde, hvad de kunne for at rose mig for at være kommet i tide, så de kunne operere mig og tilbyde forebyggende behandling. Dér gik det op for mig, hvad forskellen er på “forebyggende” og “livsforlængende” behandling.
Og ja. Jeg var heldig, at al kræften var opereret væk – min krop var “rask”. Rent operativt kunne lægerne ikke gøre mere. Resten var op til den forebyggende behandling, som bestod af kemoterapi, strålebehandling og antihormonbehandling.
Ganske langsomt begyndte min hjerne at fatte, at det var en alvorlig sygdom – og uanset hvor “rask” jeg er – så er risikoen for tilbagefald en mulighed. Den mulighed mindskes – ifølge lægerne – af den efterbehandling de tilbød.
Både mine familie og venner syntes, at jeg skulle tage imod al den tilbudte efterbehandling. Jeg selv var i tvivl. Den tvivl luftede jeg over for lægerne, der sagde, at det stod mig frit for at takke nej til behandlingen, de kunne kun komme med deres anbefalinger og fortælle om de statistiske muligheder for tilbagefald. Jeg turde ikke sige nej. Jeg var bange for, at kræften ville vende tilbage i det andet bryst. Sandsynligheden for, at kræften brød ud igen ville mindskes meget. Derfor indvilgede jeg i at tage imod al den efterbehandling, som jeg fik tilbudt.
Hele dette forløb har forandret mit liv – og det bliver aldrig, som det var, før jeg blev syg. Mit gamle liv er væk – og jeg er i gang med at bygge mit liv op, som det ser ud nu.
Angsten for tilbagefald var stor i begyndelsen, men nu ca 2½ år efter, så er jeg ikke så bange mere. Det skyldes blandt andet, at jeg blev coachet på min angst – og fandt ud af, hvordan jeg kan hjælpe mig selv, når jeg var bange.
Èn af de ting jeg gør, hvis jeg for eksempel pludselig mærker en lille bule på kroppen og bliver bange for, at det kan være et tilbagefald, så kontakter jeg min læge, eller hvem jeg nu tror, kan hjælpe mig, og spørger vedkommende til råds. Det giver mig ro i sjælen.
For eksempel har jeg en aftale med min gynækolog om at komme til tjek én gang om året, fordi mine antihormonpiller (Tamoxifen) – efter 2 år – øger risikoen for både tarmkræft og underlivskræft. (Når jeg skriver øget risiko, så er det i følge statistikkerne under 1%). Det beroliger mig at vide, at hvis jeg begynder at bløde eller får andre symptomer, så kan jeg få en akut tid.
Min tandlæge undersøger mine tænder hvert halve år og hun tjekker samtidig at alt er i orden i munden og i halsen.
Jeg går min angst i møde ved at bede om hjælp og få svar på mine spørgsmål. Når jeg har fået et svar, jeg forstår, så behøver jeg ikke at være bange mere. For mig er de regelmæssige lægetjek af forskellig art med til at gøre min angst mindre.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan I takler jeres angst?
Foto: Jakob Carlsen
